Rødspætte Maren.

Rødspætte Maren hed enlig Maren Marie Andersen Ploug, født i Karrebæk 1874 den 28 februar. Hendes mor Ane Kirstine Andersen boede hos Ditlev Olsen men barnefaderen var Anders Frederik Andersen Ploug fra Saltø. De bliver gift september 1874, og han bliver fisker i Karrebæk. Hun er fra Karrebæk og han fra Svendborg. Maren bliver konfirmeret i Karrebæk og er stadig hjemme i 1890 folketællingen hun rejser til København i 1893 som 18-årig.

Hun voksede op i en ”normal” familie, arbejderhjem med fattige kår, efter konfirmationen var hun et par steder på lander og tog derefter til København.

De unge kvinder som rejste ind til de store byer gjorde det for at søge arbejde, få et bedre liv, mange blev tjenestepiger som var ringe betalt og men lange arbejdstider. Arbejdsvilkårene var dårlige. Hvis de stod uden tjeneste stod de også uden bopæl. Nogle af pigerne fandt ud af at de kunde tjene mere ved at sælge sex.

Maren boede det første år hun var i København i 1893, 5 forskellige steder. Og i 1895 ender hun hos en Ekberg i Havnegade 5. Herefter ender hun i Prinsensgade i det man kalde ”sumpen” i den indre by. Hun bliver Offentlig fruentimmer, og har til stadighed problemer med at hun at holder sig på lovens side, og ender i Christianshavns arrest for tyverier og bedrageri hun ryger også på Vestre Hospital, til behandling af kønssygdomme. Mare er nu lige omkring de 20 år og hun skifter adresse jævnlig til alle de berygtede gader: Prinsensgade, Prinsessegade, Vognmagergade Smedes Gang, Borgergade, Pilestræde osv. De offentlige piger prægede kvartererne, selvom de havde forbud imod at færdes frem og tilbage. I visse af gaderne, hvor der var tremmer for vinduerne, måtte de efter mørkets frem­brud stå i deres gadedør og tilbyde sig. I kvarteret mellem Gothersgade, Klerkegade, Adelgade og Bor­gergade var der ca. 34 værtshuse, og de klarede sig alle godt, skønt en flaske brændevin kun kostede 22øre.

Hvordan mon det var at sælge sig selv for 22 øre eller mere tja hos Maren bevirkede det at hun begyndte at drikke brændevin, det var hårdt at sælge sig selv, det trak hende ned i det rå miljø hvor kun penge til at drikke for og så måske simpel måltid gjaldt. Dem hun var sammen med hed Smukke Carola, Peder Klunse der var friherre af Knippels bro, Gummidrengen, Greven, basunenglen og Kineserdrengen. Foruden hendes kæreste mand og alfons Johannes Larsen. Hvis man kunne sidde og kikke på disse mennesker ville du se på ansigter der var hærdede af druk, udmarvede kroppe der kun var dækket af snavsede pjalter.

I 1906 indførte man en lov der forbød bordeller så derfor måtte Maren have en bibeskæftigelse” i overført betydning ” hun blev Blomsterhandler og Fiskehandler derfor blev hun kaldt Rødspætte Maren. I 1916 boede Maren og Johannes i Prinsessegade 25 en faldefærdig rønne med lokum i gården. De boede ved siden af Smukke Carola som bliver myrdet den 14 maj 1916. Der havde som sædvanlig været brændevin på menuen. Carole havde været ude og fiske kunder og klaret det i en opgang. Da hun kommer hjem fik hun skåret halsen over. De blev alle afhørt og Hendes afons blev fængslet for mordet men blev ikke dømt. Mordet er uopklaret den dag i dag.

Politiets beskrivelse af Maren var: Tjent et par steder på landet senere rengøring, handel med blomster og fisk har boet på husvildebarak med tjener arbejdsmand Johannes Larsen hendes mand. Bruger sjofle ord og har et ”dårligt hoved”. Hvad de mener med dårligt hoved tja et gæt Syfilis.

 Kilder Aravalli online fængsels protokoller kirkebøger Københavns stadsarkiv mantalder og efterretninger Mediestream aviser

Hans Christian Nyboe

Præstesøn i Fodby og hans skæbne.

Hans far var præst i Fodby i mange år, men alligevel blev Hans Christian Nyboe umyndiggjort i 1880 61 år gammel af hans kone og af sogneforstanderne. Sindssygdom, ødselhed eller andre alvorlige forhold kunne ved øvrighedsbeslutning medføre beskikkelse af en værge. I dette tilfælde blev det Knud lund der blev værge. Dette gik gennem skifteretten i Førslev den 16 marts 1880.

Hvordan han ende sådan.

Hans Christian Nyboe var født 23 maj 1818 i Fodby præstegård. Her voksede han op og bliver konfirmeret 1833 med meget gode kundskaber og opførsel. Hans forældre var Johannes Nyboe og Cecilie Katrine Møller degn og senere præst i Fodby. Hans liv i præstegården var med 6 andre søskende. Med nogle enkelte svagelige søskende og hans fader skildres som en yderst mådelig person, der tog sig af ingenting og præstegården var forfalden og forsømt. Han var på sine ældre dage næsten blind derfor havde han i mange år en hjælpepræst tilknyttet. Så selv om hans far var præst har han sikkert ikke haft det lige let. Men i hjemmet lod alt til at være forfalden og en laden slå til holdning.

I 1834 er han ved landbruget, og i 1840 er han avlsbestyrer hjemme i præstegården.

Faderen dør i 1844 i december og her er han stadig hjemme, samtidig bliver han udlagt barnefar til Mette Sophie Hansen den 28 maj 1844. Moderen til barnet er Johanne Marie Hansdatter fra Toksværd hun var tjenestepige på Katrinelund hun er hjemme i hos faderen efterfølgende, han er enke og kurvemager og husmand. Det bliver Fodby sogn der får forsørgerpligten over dette barn. Hendes far Hans Iversen er plejefar for barnet efterfølgende.

Om disse to ikke måtte få hinanden eller det bare var almindeligt begær ved jeg ikke. Herefter fæster han et hus i 1856 med 3 td af sognefoged Jens Hansen fra Bækmosegård. Her bor han med sin moder senere med et familiemedlem Sørine Nyboe. Efterfølgende bliver han tømmersvend og høker og han byder på en licitation om at lave bygningen til brandsprøjten i Fodby. Men får det ikke, til trods for at han er den lavsbydende. Det er muligt allerede dengang i 1865 at man ikke havde tillid til at han kunne udføre jobbet,

Han bliver gift med Margrethe Hemmingsen i 1873 den 4 juli, hun er datter af Gårdmand i Sværdborg, men hun er i Fodby på dette tidspunkt. Hun bliver også gravid uden for ægteskab med Hans Nyboe, da første datter bliver født 25 november 1873, men de bliver da gift.  Måske har han fået sat stolen for døren af gårdmanden og så er der også en temmelig stor medgift med hustruen 6000 kr. og nogle temmelig gode møbler. Som Hans Nyboe solder op og han er også begyndt at sælge de gode møbler underhånden, til stor skade for familien. Han er nu høker og husmand og han mindst et års afgift og huset er forfalden, ligesom jorden er forsømt. Fodret til koen bruger han som brændsel, hvilke giver en stor brandfare i Fodby. Dette bliver han tiltalt for, han mishandler ikke konen der beskrives som skikkelig og temmelig indskrænket, ja tænk det står der. Hun og børnene har allerede lidt temmelig meget under hans fremfærd.

Han kører også rundt i sognet med 1 eller 2 af sine børn med en mælkespand og tigger. Konen og sognerådet ender med at anmelde ham umyndig til Skifteretten, samtidig er der en skrivelse fra sognerådet og to beboere i sognet som støtter hende i dette. Han bliver derefter afhørt i skifteretten og erkender sig skyldig. Det er således hustruen sammen med en Værge, der er beskikket for Manden, at bestyre den fælles Formue i dette tilfælde Knud Lund.

Margrethe Hemmingsen dør i 1 april 1883 34 år gammel og sognerådet sætter børnene i pleje i sognet for som de skriver de har ikke godt af samværet med faderen, der nu er på fattighjælp. Han får brød flæsk og klæder af sognets fattigkasse. De får 3 børn to piger og en dreng, drengen Jørgen dør en tidlig alder i 1882, men pigerne Cecilia og Caroline går det godt men. Cicilia bliver gift med Lars Christian Jensen Kvislemark og får 7 børn. Caroline bliver gift med Gartner Lars Peter Henriksen Stenbæksholm og får 3 børn.

Hans Christian Nyboe dør i 1888 19 september.

Hvordan mon det er at miste alle sine rettigheder og skal gå for sognerådets og vægens nåde.  Kikket på, set skævt til af byen Fodby. Tjaaaaaaaaaaaa døm selv hvis ikke han drak så var anledningen til det nu.

 kilder Fodby sogneprudokold 1880, skiftepapier Øster flakkebjerg herred kirkebøger

Jens og Stine.

Når man er lidt for godtroende.

Jens Peter Vilhelm Nielsen født 1842 i Slangerup af fattige forældre Niels Larsen og Anne Margrethe Pedersdatter. Han kommer tidligt ud og tjene, under kummerlige forhold. Men kan ikke finde sig til rette noget sted, så der er en del omflakken.

Stine er fra Karrebæk hun er i Bistrup og tjene det daglige brød, ellers ved jeg ikke meget om hende. Hun er 18 år og møder Jens i Bistrup der har fået tjeneste der. Forinden har Jens været på Borreby mark for han er efterlyst af Korsør byfoged for bedrageri. Alt dette ved Stine ikke noget om.

Hun er forblændet af Jens store talegaver og hans vid. Han fortæller hende at hans forældre er rige og at han vil tage hende med hjem og besøge forældrene, der vil han gifte sig med hende. Stine er forblændet og forelsket og ser ikke løgnene i hans mund. De begiver sig af sted sammen en dag i marts 1868.

De når til en husmand i Skraverup, hvor de overnattede. Igen er det Jens store talegaver der er ham til nytte han låner næste dag, husmandens køretøj under forgivende af at han skal tiltræde en stilling i Bistrup og skulle hente sit tøj i Sandby. Derfor lånte han også en frakke og en kåbe af sine værter til Stine og ham.

De drog afsted og næste dag satte han vogn og hest hos en mand i Stenløse og begav sig til fods til Lyngby. Her tog de jernbanen til København, her pantsatte kåben som Stine havde lånt. For pengene købte han udstyr 2 gryder, ur og en bordkniv uden skaft. Med disse drog de til Hareskov hvor Jens havde lejet en lejlighed. Her tilbragte de natten, næste morgen begav de sig atter af sted på vejen, efterladende de genstande de havde købt. De besøgte hans fader i Helsingør og senere hans søster.

På vej til Hillerød der gik over Hornbæk, her pralede han af at han ejede nogle tusinde rigsdaler og købte et par ejendomme. Et hus i Esbønderup mark for 1375 Rs. og senere et andet på Alsønderup mark for en lignede købesum, dog med den forskel at det var Stine der underskrev kontrakten. Dog skulle han skulle udbetale den hele købesum næste dag. Jens lånte en vogn og hest under påskud af at skulle hente pengene i Frederiksborg. Desuden lånte han en tobakspibe og en kåbe til Stine. Han forhandlede også med en sømand om et stykke jord hvor han ville bygge en rejsestald, men handlen kom ikke i stand for de kunne ikke blive enige om købesummen.

Kåben forærede de til en gammel kone hvor de fik noget at spise og den sølv beslagene tobakspibe der solgte han sølvet til en guldsmed. I Helsingør bliver de anholdte. Stakkels Stine hun har været frygtelig naiv hun forklarede at efter et par dage kunne hun god indse at han var en bedrager og hun ville gerne hjem men han truede hende og gav hende prygl og af frygt for at lide overlast blev hun. Hvad der ellers sker med Stine ved jeg ikke.

Jens komme 1 år i Vridsløses fængsel hvor han gentagne gange er trodsig og opsættelig. Noget tyder på at han har det svært og han syntes det er svært at være den lille mand på gulvet.

Fængsels protokoller og Helsingør avis, Næstved Tidende og kirkebøger.

Slaven Hans Nielsen

I øjeblikket sidder jeg og skriver for Arkivet i Næstved Fodby sogneprotokoller af til renskrift. I 1843 slår sognerådet sig noget i tøjret, fordi de bliver bedt om at søge for underhold for Slaven Hans Nielsen som bliver løsladt og de viser sig at hans sidste opholdssted i en længere periode var Skraverup. 

Slaven Hans Nielsen er født den 5 oktober 1783 i Jenstrup, forældre var smed Niels Jensen og Marie Kirstine Christoffersdatter. Han har 7 søskende og bliver sat i tjenste hos Ole Eriksen hvor han bliver konfirmeret.  Han er tilbage i Jenstrup på et tidspunkt og i 1820 kommer han til Fodby sogn. Han kan ikke tilpasse sig og har begået tyveri 3 gange, hvilke medføre en livstidsdom i Stokhuset i København. Hvilke jeg syntes er en hård dom. Jeg har fundet han i Signalementsprotokol (1807 - 1849) for Stokhuset det lyder som følger:

Indsat 5 maj 1827 han er født i Vallensved sogn Sorø Amt Sjælland, 40 år gammel han er middel af vægt og bygning har blå øjne, og blondt hår skæk og en kroget næse med et liden ar. Jeg ved af Folketællinger i 1834 og 40 at han ikke hørte til de uærlige fanger.

I Fodby sogneprotokol 1843 den 3 August står der 2 fra Hovedkontoret er indløbet en skrivelse hvori meddeles at Slaven Hans Nielsen født i Jenstrup Af afdøde Forældre Smed Niels Jensen og Hustru Marie Kirstine Christoffersdatter, som den 5 te maj 1827 For 3de gang begået Tyveri blev indsat til Arejde i Københavns Fæstning på livstid er nu Ifølge kgl. Resolution af 21 juni 1843, når han kan blive modtaget på hans hjemsted, eller der haver vished for at han kan finde lovligt Erhverv, forundt sin Frihed. ”--- hertil svares af Sognerådet:” At bemeldte Slave, som førend sin idømmelse til Fæstnings- Arbejde boede i Skraverup, hvor lang Tid kan han ikke nu erindres, vil formentlig er forsørgelse berettiget i Fodby Sogn; men at han har nu ikke har nogen Pårørende og der aldeles ikke kan have nogen ----synlighed for at han kan finde lovligt Erhverv heri Sognet, da Fattigvæsnet netop er meget stærkt betynget, fordi der i de samme år ikke har været lejlighed til for Erhverv. Han bliver dog løsladt og dør i fattighuset i Fodby 1855. Hvad har fået han til at stjæle tjaaaa sult fattigdom vanrøgt mistrivsel og hvorfor en dom på livstid i Stokhuset det var ikke noget rat sted.

Dommene ja her skal man på Rigsarkivet for at finde og der har jeg ikke været.

Københavns Stokhus var oprindeligt et militært arresthus, som lå på hjørnet af Stokhusgade og Østervoldgade

Stokhuset var så hård en straf og ansås for så skadelig for forbrydernes moral, at kun de der ikke stod til nogen forbedring burde hensættes her. Slavernes indelukke var i en forfærdelig tilstand. Luften var forpestet af de mange menneskers indelukning i et lille rum, usunde uddunstninger og alskens uhumskheder. Lejerne bestod af urene brikse tæt ved siden af hinanden, hvor det vrimlede med utøj. De blev kagstrøget, mange også brændemærket.

I Stokhuset blev man blandt andet tvangsudskreven fra ufaglært arbejdskraft til hårde arbejdsopgaver. Fangerne var dømt til “slaveri”. De kom fra nær og fjern, fra helstatens arresthuse og arbejdsanstalter. Mordere, løsgængere og tiggere, ofte drevet ud i tyveri og måske brandstiftelse. Andre fordi de havde begået selv efter den tids forhold ubetydelige småforseelser. Det er ikke tilfældigt at man sammenligner med slaveriet, for de hårdest straffede blev kaldt “slaver”. Alt sammen noget hvor den djævelsk opfindsomme Christian  den 4 var en stor del af og idemand og arkitekt bag: Århundreders rædselsfulde behandling af tvangsarbejdsfanger. Endnu langt op i 1800-tallet holdt Christian 4.s ideer sig, dog nu under indflydelse af oplysningstiden.

Slavestraffen blev afskaffet i 1851 dog således at dem, som allerede var idømt slavestraffen fortsat skulle afsone denne straf, indtil de blev løsladt eller benådet af Kongen.

Arbejdets primære funktion var opbyggelse og vedligeholdelse af statens militære infrastruktur, såsom skibe og fæstningsværker. Fangerne var opdelt i "ærlige" og "uærlige" fanger, idet de "uærlige" var personer, der var blevet kagstrøget. Kagstrygning var en vanærende pryglestraf, som betød, at delinkventen mistede sin ære. Sædvanligvis blev de indsatte i Stokhuset kaldt "slaver". De uærlige slaver blev holdt under meget stramme vilkår, gik med fodlænker, gik i bestemte let genkendelige dragter, sad i de værste fangeceller osv. Og de sad altid på livstid, og det i ordets bogstavelige forstand. De ærlige slaver blev behandlet (efter datidens forhold) en del bedre, havde bla. mulighed for at arbejde ude i byen under afsoningen, og som det væsentlige - de havde deres ære i behold, og kunne altså efter en evt. løsladelse vende tilbage til det civile liv. Når en uærlig slave får æresoprejsning betyder det altså, at han får sin ære igen - bliver rykket op i gruppen af ærlige slaver.

Anna Kirstine Andersen offentlig fruentimmer.

Anna er født i Fodby i 1860, af en tjenestepigen på Skovgård Skolevej og hed Ane Marie Petersen, født Skelby. Faderen var tjenestekarl på Kirkebjerggård, og hed Jacob Andersen, født Fodby. Hun er er altså født uden for ægteskab. De bliver dog gift senere for hun er konfirmeret i St. Mortens kirke i 1874 og her står at forældrene er gift. De slår sig ned i et hus ved Susåen. Anna bliver tjenestepige hos godsforvalteren på Herlufsholm. Hun er nu 18 år, og bliver gravid med skomagersvend Herman Andersen som er hos skomager Larsen i Vinhusgade Næstved.

Barnet bliver døbt i St. Peders kirke i 1878, og kommer til at hedde Anders Valdemar Andersen. Han adopteres af Ane Marie og Jacob, bedsteforældrene. Faderen er forsvundet til København. Hvor Anna er ved jeg ikke, de næste 10 år, men hun dukker op i 1892 i København i Viborgade 77, hos Jacob Hansen og hustru. Det står i kirkebogen under Anders konfirmation, i 1892. Hvad hun laver der er kun et gæt. Hun er måske rejst, til København efter Herman Andersen, og er forsmået eller har ikke fundet ham. Hvad hun lever af, sandsynligvis at sælge sig selv. For hun var det man kalde en ”falden kvinde”, som var blevet gravid uden for ægteskab og på grund af skammen, var hun udstødt af samfundet, og så har fatidom nok også spillet en rolle.

Provinspigerne var meget velkommen. De opdagede hurtigt, at hvis man havde et par øre, til en vand, så kunne de være sikke på at resten af aftenen var betalt, men det var også oplagt, at de lod sig opvarte i mandens logi, eller hans kahyt. Hvad der skete der havde ikke noget med vand at gøre. Det var nemlig sådan hvis politiet mistænkte en kvinde for prostitution, fik hun advarsler 3 gange. Men hvis hun blev ved at "søge erhverv ved utugt", kunne hun indskrives som "offentligt fruentimmer.

De løsagtige fruentimmere blev tvangsanbragte af sædelighedspolitiet, gennem de små listige værtshuse, hvor håndværkere og matroser på landlov kunne forlyste sig med nyhavnspigerne. Kvinderne blev tvangsregistrerede, indsat på statskontrollerede bordeller, fik forbud mod at bo sammen med en mand, fik forbud mod at bo sammen med børn over 4 år, blev tvangssteriliserede, fængslede, diagnosticerede som afstumpede, moralsk åndssvage og sinker.

En skøge kunne erklæres åndsvag hvis en lægen mente at hun havde en lav intelligens, eller var i moralsk forfald. De blev også udsat for genopdragelsesforsøg fra staten og borgerskabets ”hattedamer”, der gennem internering på arbejdsanstalter med disciplin, straf og hårdt arbejde bekæmpede proletarkvindernes amoralske opførsel

Det er tankevækkende, at der gennem tiden har været perioder, hvor prostitution var langt mindre tabuiseret og meget mere accepteret, end de er dag. Hvor skøgerne ikke, var nødt til at skjule, deres erhverv for naboerne – blandt underklassen vel og mærk

Middelklassen følte sig hævet over arbejderklassen, fordi de selv følte sig kloge og flittige og fordi “enhver er sin egen lykkes smed”. Overklassen, ønskede at fastholde underklassens kvinder i slidsomme stillinger som stuepiger og fabriksarbejdersker. Alt dette skete i perioden 1874 til 1906. Men i 1895 revnede ballonen, da sædelighedens politichef begik selvmord, på grund af underslæb, magtmisbrug, bestikkelse og overgreb på fruentimmerne. Her begynde man at diskutere om det nu var rigtig at have offentlige bordeller. Især alle de kristne organisationer råbe højt. Dette diskuterede man frem til 1906 hvor det blev forbudt.

Tilbage til Anna i politiregistret står hun som Offentlig fruentimmer i maj 1893, hvor hun er logerende hos Niels Petersen og hustru i Holmensgade 11, 1 november står der at hun er frameldt. Hun er tilbage i Holmensgade 11, maj 1895, hvor har hun været i mellemtiden ved jeg ikke men det kan være at hun har været sendt på opdragelse Ladegården som var Københavns opdragelse og arbejdsanstalt.

Men kort til efter flytter hun til St. Brønstræde 4, her er hun så indtil november 1895 hvor hun er tilmeldt adressen Adelgade 66 1 sal, den 1-11 1895 opgang b 1 sal. Hun flytter noget rundt, har også boet i Pilestræde. Indtil i 1899 hvor hun flytter ind i Borgergade 73 stuen. I huset bor der en arbejdsmand og hans kone resten er genganger fra andre adresser, som Anne har boet på. 4 andre Kvinder som er offentlige fruentimmere. 1900 flytter hun til Prinsensgade 15. Dette er så afgjort et bordel for her bor hun med 5 andre og en bestyrerinde. Der er en slagter i kælderen.

1901 er hun tilbage i Borgergade 73, indtil 1902 1 ma, hvor hun flytter ind i Borgergade 86 som rengøringskone. I november måned 1892 flytter hun igen til nr., 92 baghuset, hun er nu vågekone, 1903 flytter hun til St. Paulsgade44 stuen hun har nu forskelligt arbejde. Sidste hjem hun har er Borgergade 77 3 sal.  Alle disse gade i det indre København, Holmensgade, Adelgade, Prinsensgade, Store Bønsstræde var kendt for at være gader med mange bordeller. Hun har formentlig været sygdomsramt allerede i 1902 Hun dør af kræft 2-12 1904, 44 år gammel og begraves i Sant Pauls kirke og jordfæster i Bispebjerg.

Kirkebøger folketællinger  Politiets mantaler dødsatester københavn

Tjenestepige i Fodby og barnemorder

Engang blev børn, kaldt uægte, når deres forældre ikke var gift. Det var slemt og vanærende for kvinder, at føde sådan et barn. Så hårdt kunne det være, at kvinderne slog deres barn ihjel. Mange gjorde det. Langt de fleste barnemordere var tjenestepiger, der ikke kunne se sig ud af situationen, når de var blevet gravide. De fleste boede på landet. Nogle skjulte graviditeten, og når barnet kom, følte nogle sig nødt til at slå det ihjel, for det havde jo været skjult. 

Tragedien i Herlufsholm skov

Hvem hun er ved jeg ikke, men hun var tjenestepige på en gård i Fodby og dybt ulykkelig, i 1899 indtil 1 november hvor hun rejser derfra. Hun rejser til Hald ved Viborg. Men forinden har hun født et barn og puttet det i en stribet vadsæk og lagde det i Herlufsholm skov.  Barnet var stadig levende, da hun puttede det i sækken.

Her bliver det fundet dødt, og overbragt til politiet. Det bliver omtalt i avisen og en arbejdsmand og hans kæreste fra Næstved, genkender vadsækken da hans kæreste har stoppet sækken med rødt uldgarn. Han solgte sækken til den pågældende pige i Fodby.

En dybt ulykkelig kvinde

Politiet taget til Fodby kun for at finde ud af at hun er rejst, fra pladsen, men at hendes husbond, havde set i skudsmålsbogen, at hun havde fået tjeneste i Hald, ved Viborg. Næstved politi beder, herreders kontoret i Viborg om at finde pigen. Hvis hun blev fundet og nægtede, skulle hun undersøges om hun for nylig havde fået et barn.

Hun var rejst fra Hald til Randers fik man at vide, da de kom for at hente hende. I Randers blev hun, pågrebet og hun blev, anholdt og havde tilstået. Hun bliver hentet at en betjent fra Næstved og bragt for Tybjerg herredsting. Hun skal 3 år i forbedringshus samt udrede sagens omkostninger.

Lidt Historie

Da skudsmålsbogen blev indført ved lov i 1854, kom en kvart million menneskers bevægelser under opsyn. Sognepræsten skulle påtegne ankomst til og fra sognet, og husbonden skulle anføre i hvilken periode tyendet gjorde tjeneste hos ham.

Uægte børn var ikke anset for at være i familie med faderen, selv om han skulle betale til deres opvækst. Barnet havde hverken arveretligheder eller ret til at bruge hans navn. Moderen havde forældremyndigheden og barnet arvede hende og hendes familie.

Mange kvinder fik plads i huset, men det var købers marked fordi der var mange om buddet, Til gengæld var det et job, med visse fremtidsperspektiver, fordi kvindehænder var så nødvendige på landet, blev de ofte gift med husbonden.

Næstved Tidende november 1899, 

Barnet i Eskemosen og Ellefolk, på Bøveingsløst jorde.

Der dukke stadig minder op fra min barndom, Anders vores barndoms nabo, Anders med hvid murekasket, hvid murejakke, mørke bukser og så gammeldags knap seler og træsko. Kan lige så tydelig se ham for mig. Jeg ville sådan ønske jeg havde et billede af Anders og Ingeborg, men det har jeg ikke. Vi skravlede tit under hegnet ind til Anders, for Anders var en god fortæller, en drillepind, han drillede os og vi ham.

I går da John og jeg snakkede og hvilken gård der i ældre tid i Bistrup havde heddet Ingerborgsgård, dukke der et par historier op.

Vi sad som regel ved spisebordet. Anders læne sig frem og lægge tryk på ordende. ” Ved i noget om Ellefolket” siger han, vi ryster på hovedet og følger Anders med øjnene:

 ”Tjaaa..” siger Anders ”Ellefolk, de er hule i Ryggen, når man altså ser dem bag fra. De vil som regel bytte børnene i vuggen, ud med deres egne, hvis man ikke passede dem godt nok. Ellebørn havde gode sangstemmer Hvis et barn havde en god sangstemme var det nok blevet byttet med en ellebarn. Ellepigerne gjorde tit mange malkepige, ked af det, for de gemte kvæget, så hun måtte gå rundt, ude på engene og lede i timevis. Men dette var kun drillerier” Anders lægger tryk på ordene ”for den skæbne, der overgik unge mænd, hvis de kommer for tæt på en Ellepige, uhada. Ellepigerne de er der i aftentimerne og meget ofte i måneskin, hvor de danser, forførisk runddans og synger skønsang, for at lokke mænd ud, hvor de ikke kan bunde.

Anders giver sig til at synge:

"Og hør du, Ungersvend, og vil du ej 
med os i Aften tale, 
da skal, før Hanen galer, sølvbeslagne Knive 
ret lægge dit Hjærte i Dvale."

Ingeborg stikker hoved ind fra køkkenet ” Du skræmmer ungerne” ”nej….. siger vi skræm os noget mere”

Anders kikker på Ingeborg og smiler så fortsætter han ” Lod man sig lokke af deres lyse hår, og lette gevandter med røde hårbånd og –sløjfer der skinnede i månelyset, ja så kom man ikke op igen. De skød også med bue og pil og bliver man ramt af sådan en pil, så bliver man "ellevild" og man kan slet ikke komme væk igen. Nogle gange bliver man ramt af en voldsom danselyst” Anders sænker stemmen og skæver til køkkenet ” nogle har danset sig ihjel ude i mosen! Alle elverfolk kan, for øvrigt gå på vandet og derfor er det farligt, at følge dem ud i mosen, man falde i og drukne. ”

Anders holder en pause og henter et bolsje til os ” I ved nok at oppe på Bøvingslysts jorde er der noget der hedder Rævehøj” ” ja” siger vi det ved vi godt. Anders fortsætter” Neden for rævehøjen ligger rævemosen og igen længere nede Eskemosen eller det gjorde den i gamle dage, nu er den tørlagt, den bredte sig langt ind på Rødagergårds jorde, eller Meritzhøj som den også kaldes. ”

Anders tager en pris snus og fortsætter ”Niels Larsen og hans kone skulle i kirke en søndag. De havde en lille pige på 2-3 år, som de overlod til tjenestepigen. Tjenestepigen gik med barnet i haven, og da tjenestepigen, blev nød til at gå afsides for at forrette sig. Da hun kom tilbage, var barnet væk, hun ledte høj og lavt, over alt. Hun var så fortvivlet og bange, da forældrene kom hjem fra kirke. De var alle fortvivlede og ledet overalt, men fandt ikke barnet. Der gik en uge, så kom nabokonen fra Meritzhøj løbende og sagde at barnet, sad midt ude i Eskemosen.

Man fik barnet taget hjem, det havde det godt, det havde ikke lidt overlast. Men det blev ved at sige, det ville hjem, til sin mor, man fik til sidst fadt i præsten, som velsignede barnet og så faldt det til ro og så det var hjemme. Ellefolket havde været på spil sagde man. Hvis man lytter godt efter, kan man stadig høre skrig og sang på Bøvingslysts jorde, fra dengang halvdelen af dens jord var mose.

Mor kalder og vi løber hjem for at spise, Anders smiler vi har haft en god time hos ham.

Kilde vores Gamle Nabo Anders som sikkert har sat historien sammen fra andre sagn da han var en god fortæller.

Hans Christian Hansen

Hans Christian Hansen er født på Fodby Old, den 15 september 1857, Moderen Anne Marie Hansdatter, har været ud og tjene i Fyrendal sogn, hvor bliver hun gravid. Hun rejser hjem til forældrene, Hans Larsen og Karen Jensdatter på Fodby old. Hun bliver gift i Fodby kirke den 6-6 1857, men faderen til barnet Peder Hansen. Efter Barnets fødsel er de hos hendes forældre i et ½ år, hvor efter de rejser til Tornemark til hans forældre, Hans Pedersen og Dorthe Frericsdatter. Han er møllesvend sandsynligvis i Tornemark mølle.

Peder Hansens forældre er begge almisselemmer. I 1860 får de et barn til Carl Peter Hansen, i 1862 rejser forældrene til København til Christianshavns kvarteret Prinsessegade, hvor faderen er arbejdsmand. Hans Christian bliver broder til 5 søskende.  Hvoraf de 2 er halvsøskende Carl, Ferdinand, Ane, Niels og Lovise. Han har haft en dårlig, skolegang.  Små kår i hjemmet. Han er opdraget af forældrene. Han moder dør 4 maj 1871 København kommunehospital. Han bliver konfirmeret 15 oktober 1871 et halvt år efter.

Hans far gifter sig 1 december 1871 med Louise Ernestine Nielsen. Store omvæltninger i han liv. Efter konfirmationen bliver han bagerlærling i 2 år. Senere arbejdede han som svend. Men livet var svært for han gad ikke. Han var derfor ofte arbejdsløs. Hans første straf var for røveri som 17-årig, i 1874, ved ladegården. Har så i en periode ikke været særligt trængende hverken til penge eller kønslig omgang.

Men gav efter for sine lyster, og voldtog og røvede en kvinde i 1880. Han angiver slet omgang men andre som årsag til sit fald. Får sin dom i 4 juni 1880 og bliver sendt til Horsens Straffeanstalt. Her er han i 11 år, hvorefter han bliver løsladt betinget. Han bliver endeligt løsladt 1896 den 18 juni. En del af tiden arbejder han arbejder som opvarter i fængslet. I sin periode i fælglet har han skrevet ca. 20 breve fortrinsvis til broderen og faderen.

Men som min broder siger, måske har han kedet sig, fordi han har været for intelligent.

Overskrift 1

Fra Tvangshuset i Næstved til Horsens Tugthus.

Anders Pedersen født i Kallehave sogn den 1 oktober 1845, han er uægte søn af Ane Marie Pedersen.  Anders Pedersen har været straffet 11 gange da han i 1883 den 12 december bliver sendt til Horsens straffeanstalt. Han får fange nr. 445. han kommer fra Næstveds Arbejdsanstalt. Det var Præstø Amt, der i 1868 fik opført tvangsarbejdsanstalten i Næstved. Her var Anders Pedersen åbenbart endt.

Han havde siden sin løsladelse 13 februar 1881 vagabonderet. Nu havde han gjort sig skyldig i bedrageri, han havde gjort sig skyldig i § 251 han havde udgivet sig for at være en anden end den han var. Manden han udgav sig for at være, tjaaa hans hus var brændt, således have Anders Pedersen bedt om almisse i Hans navn. Desuden har han en værdifuld ridepisk på sig ved anholdelsen.

Han kommer til Horsens straffeanstalt, december 1883.  og 18 maj 1884 har han fået tiladelse til at skrive et brev til hr. Tvangshuset  inspitør Holder (tror jeg der skal stå) pr. Næstved. Ordlyden i brevet er nogenlunde således:

Hr. Tvangshuus Inspektør Holder

De bedes godhedsfuld fra mig Forbedrings-Huus Fange No. 445, som for Øjebliket er indsat til 1 aars Forbedringshus i nærværende Straffeanstalt (i Horsens, red.) om at være af den Godhed at tilsende mig mit Tøj herind, som jeg var iført, da jeg hos Dem blev indsat, og som er bestaaende af følgende Gjenstande, nemlig en sort falmet Klædesfrakke. Dernæst en graaternet Bomulds-Vest, og et par Brun melerede Benklæder, et par dito graa Læreds-dito og et til par Bomulds underbenklæder, en ulden Nattrøie, en bomuldslæreds Skjorte. Ligeledes 2 Par Strømper, et par blaaspraglede, et Ditto par vide. Dernæst et ulden halstørklæde. En sort rundpulet Hat. Et par fedelæders (dvs. garvet med fedt, red.) Halvlange støvler. Vis der endvidere skulde blive gjort fordring på Erstatning for det bortkommende Tvangshuustøj, da bedes Vedkommende derom at henvende sig til sognets Kommune Desangaaende, i forventning om at min Begjær (begæring, red.) maa vorde opfyldt.

tegner omhandlende Person sig som Hr. Inspektørens allernådigste Tjæner

Anders Petersen i ovennævnte Straffeanstalt Horsens

Om han får sit tøj ved jeg ikke men han bliver løsladt december 1884 efter et år i Horsens.   Kilder Brev fra Horsens Filatelisklub, Produkolder Horsens Strafeanstalt.

.

Overskrift 1

Erik Adolph West og Laura Hansine Alfrida Fester.

Da jeg var inde og besøge Kaj gav han mig en kopi af en gammel bryllupssang, fra 1880. Min nysgerrighed blev vakt for hvem var nu disse mennesker der stod om i sangen, hvad var deres liv, og hvor kom de fra. Det fandt jeg så ud af med lidt besvær.

Sangen lyder således:

Erik Adolph West og Laura Hansine Alfrida Fester

Fra skolegården til Hjultorvet.

En splinterny og sandfærdig vise visende hvorledes den trofaste ildsatte og håbefulde kærlighed bragte ”sorte” til at søge efter og finde sit manglende ribben, samt hvorledes han fandt sin ”basse” til fæste for tid og evighed.

Synges til den gementlig bekende melodi

”At slyngler hæves til ærens top”

Skrevet i anledning af Laura Fester og Adolph West bryllup den 10 de. August 1882

Bangs bogtrykkeri Næstved

At vandre alene på livet vej

Kan aldrig mandfolks bestemmelse være

Thi ellers havde vorherre ej

Et ribben lavet af Adam kære

Og yndig Eva med håndelaget

:: til huslighed ::

Og det var hr. købmand Adolph West

Skønt Europæer dog kaldet ”den sorte”

Han vandrede i solskin regn og blæst

Til han engang blev i Laure borte

Hans ord var vakse

Men syntes at passe

Til sorte fik ja og så sagde han basse

:: du er min skat::

Se ”basse” hun levede for musik

Hun spilled piano og sang det samme

Da ”sorte det hørte fik han et stik

Ej solskik men hans hjerte blev flamme

Han svævede urolig

Om ”basselils bolig

Men da inspektøren med ham blev fortrolig

:: sit hjertes ro ::

At de kan have bryllup denne dag

Kan både bevidnes af degnen og præsten

Og nu drager Laura fra hjemmet tag

Som var i skolegården for resten

Ja hun vil flytte

Sin stilling bytte

På hjultorvet nok hun kan gøre nytte

:: i fremtiden ::

Som hustru for fatter hun sælge må

Når han er træt af at passe butikken

Og spørges der hvor skal skabet stå

Så skal hun vise det står på priserne

Hun skal befale

Han må betale

Om priserne ens bliver nok så gale

:: på Axeltorv ::

Det nygifte folk som skal sætte bo

Har allerede i hjemmet en lille

Den kaldes for lady er huld og tro

Som kælledække den vil sig stille

Blot herren og fruen

På salen og stuen

Vil vise ben hvor den ved arnelunen

:: Får vinter plads ::

Gid ”Basse og Sorte” nej fy jeg be’r

Jeg mener Laura og Adolph bare

På Hjultorvet lykken fremspirer her

Så der bliver styrende salg af vare

Vi ønsker i gammen

De leve tilsammen

Foruden formindskelse af kærlighedsflammen

:: i mange år ::

Hvem var de så og hvor kom de fra og hvad skete der i deres liv her er lidt af det:

Se Erik Adolph West er født i Svindinge Sogn Svendborg. Hans far var Hans Frederik West, og skovrider, vokset op i Svindinge Svendborg amt, på en skovriddergård. Hans moder hed Marie Christine Wandall, Marie var præstedatter fra Gudme.

Adolf kommer til byen og slår sig ned i hjørneejendommen på Hjultorvet, Ringstedgade, en gang sidst i 1870-erne, han har formodentlig gået på valsen, i en del år, ifølge sangen. Han har slået sig ned på hjultorvet i 1879 som manufakturhandler samt handel med trikotage, med  handellærling . Det er her fra, han gør sit bekendtskab, med Laura, som han syntes synger så godt.

Laura Hansine Alfrede Festers forældre var Knud Alfred Fester, var kordegn, lærer, skoleinspektør boede Købmagergade, Kirkepladsen 14 Kompagnistræde Ramsherred 23. Hendes moder hed Hansine Olsen fra Falster.

Laura og Adolph bliver gift 10 august 1880 i St. Mortens kirke efter en heftig forelske, Ifølge sangen.

Laura og Adolph bliver gift 10 august 1880 i St. Mortens kirke efter en heftig forelske, Ifølge sangen. I 1882 laver de et testamente som går ud på at længstlevende arver alt, såfremt der ingen børn er i boet.

De er i Hjultorvet indtil 1885 hvor efter han bliver Bogholder, de får ingen børn og Adolf dør i 1888, 28 januar. Da de har skrevet testamente arver hun alt og flytter ind hos sin ugifte broder der er sagfører, og bor Møllegade 1. Broderen hedder Christian Jørgen Fester.  I 1894 bygger han huset i Ramsherred 7og her flytter søskende parret ind. I 1898 den 2-5 adopterer Christian Jørgen Fester et barn fra Fødselsstiftelsen i København. Laura bliver plejemor for dette barn, da broderen forbliver ugift. Han får navnet Axel Christian Fester. Her går livet så i en del år i Ramsherred 7, indtil broderen Christian dør i 1920. Laure bor der et par år til hvorefter hun flytter ind til Amagerbrogade 4 1 sal. Her bor Axel Fester nemlig. Han er nemlig flyttet til København da Christian Jørgen Fester dør, til Hollænderdybet 10, 4 sal. Han er gift med en Oda Fester. De flytter alle i i Amagerbrogade 4 på 1 sal. Hvor Laura er familien en god støtte, indtil hun dør i 1932, 25 marts af lungebetændelse. Hun er begravet i Næstved 3 februar 1932. Axel Christian Fester Arver alt.

Gustav Lundstein Ibsen fortæller.

I et gammelt jul i Næstved 1948 fandt jeg en god artikel.

Gustav Lundstein Ibsen var boghandler og reklamechef fortæller om sin barndoms by Næstved.

Jeg sidder i min stue en stille aftenstund, og lader tankerne gå tilbage til barndommen her i Næstved. Der dukker mange gode lyse minder op, fra den lille hyggelige Susåstad, med sine toppede brosten, rendestensbrætter og de gamle små bindingsværkhuse.

Det egentlige byområde var ikke stort. Allerede ved Jernbanenevejens begyndelse, og ved Præstø og Vordingborgvej samt ved ringstedgades forlængelse regnede man for at være den virkelige bygrænse, selvfølgelig var der også bebyggelse uden for disse områder, men det var nærmest spredt bebyggelse, og flere steder små gamle huse omgivet af større eller mindre haver.

Gadenettet i den indre bydel var omtrent som nu, dog eksisterede den øverste del af Ramsherred (fra Grønnegade til Jernbanevejen) samt Teatergade ikke. For at komme fra Grønnegade til Jernbanevej skulle man over Johanebjerg forbi Edelins Gartneri, og derfra gik der en række trappetrin ned til jernbanevej, som var omgivet af grønklædte skråninger og beplantning af træer på begge sider.

Hvor Teatergade nu går, lå der dengang en stor sandbanke, som stod i forbindelse med Granplantagen det nuværende ”Munkebakken”. På toppen af denne sandbanke lå Møllers egnskendte beværtning og hulvejen, som Amtmandsgadens forlængelse hed, udgik derfra, den var en meget stejl og ideel kælkebakke for os drenge.

Enkelte gade har også skifte navn, f.eks. hed Amtmandsgade (Krumport), Ny Østergade (Kattebjerg), Vinhusgade (helligtrefoldighedsgade), Sct. mortengade (Gaasegade) og Bakkevej vej Kählerbakken hed (Skidtparken) nærmest fordi der var losseplads.

Kvarteret på den anden side af Jernbanevejen, kildemarksvej og Kälersvej, som begge gik helt ud til Kalbyris skov, også her som overalt inden for bygrænsen, var havneområdet det dominerende. Sterklesvej var kun en sti, som gik ned til gartner Sterkles hus, hvor det endte. Hele vejnettet mellem denne og jernbanen eksisterede ikke. Ligeledes Hvedevængekvarteret og Jørgen Jensensvej udelukkende marker.

Den gamle byport stod i mange år på hjørnet af Krumport og Østergade og livede op. Byen var præet af Købmandsgårdende med det pulserende liv det medført. Jeg tænker på Witthusene (H.O. Birksted), Galles og Niels Hansens i Brogade, Lundstiens og Sommers i Kindhestegade, Daases, Sanders og Lillelundsi Ringstedgade, samt Brandt i Østergade og Krags i Riddergade, ja der kunne nævnes mange flere.

Gadelivet var også anderledes, det var ikke så livsfarligt at færdes i gaderne. Biler og motorcykler kendes ikke, ja selv almindelige cykler var en sjældenhed. Jeg mindes som dreng den første gang jeg sad på sådan en skærveknuser med tynde ring og uden luft, og uden frihjul. Jeg havde fået for stærk fart på i Kindhestegade og kunne ikke stanse bæstet før jeg måtte helt op i det øverste af farvegade. Det skete ofte at et par heste lavede panik i gaderne, der skulle ikke meget til. I mange tilfælde var det cyklisterne de var bange for. Det var en skreven regel at når kusken rakte pisken i vejret, så skulle man stå af.

I mange år lå der en utal af restauranter eller beværtninger, som de almindelige kaldes. Alene fra Broport til Ringstedgade samt Grønnegade var en del. Der var navne som Cafe Suså, Lergraven, Buenos Aires, Centralgården, Landemærket, Torvehallen, og der var gæstgivernavne som Stuck, Schlossrick, Jess, Købeløv o.m.a.

Der er mok ikke så mage byer der som Næstved har haft så mange vindmøller, jeg husker Stormølle ved Præstøvej, Sortebrødre møllen ved NielsJusvej, de 2 Herlufsholm vindmøller senere dampmølle, Lille Næstved mølle og Dampmølle i Ringstedgades forlængelse, alle var i 1890-erne storvirksomheder.

På Banegårdspladsen, der hvor Taxabilerne engang holdt var der heste-omnibusserne fra Vinhuset, Axelhus og Dania, som mødte op ved togenes ankomst for at befordre gæsterne til de respektive hoteller, og for de rejsende som skulle længere bort, var de gule hestedagvogne til Karrebæksminde, Sorø, Ringsted, og Glumsø og Dalmose, sidstnævnte dog kun til midt i 1890-erne, da banen til Slagelse blev åbnet. Jeg husker særlig Karrebæksmindeposten når han hver aften kl. ca. 10 kørte gennem byen fra posthuset i som lå ved siden af Vinhuset, og ned gennem helligtrefoldighedsgade og brogade og lod posthornet gjalde ”Herlig er en Sommernat” den eneste han kunne.

I min tidligste barndom bestod politistyrken af to personer, nemlig politibetjent Eggers og hagen, samt af 4 nattevægtere, som hver aften kl. 10 gik ud til kl. ca. 6 morgen.  De så ofte sidde uden for boghandler Aarsleffs vindue på Axeltorv og diskutere førdagens begivenheder. Hver aften hørtes fra 3 steder rundt i byen samtidig præcis kl. 10 ”Klokken er slagen 10” ud for Brandt kaserne, Sorterups kaserne, og Sanders kaserne.

Omegnens herregårde var også beboet. Det var altid et stolt syn når køretøjerne med de smukke velplejede heste viste sig i gaderne. Særlig husker jeg Gavnøs kusk Gustav Heisterberg. Der sad på bukken når Baronessen skulle på indkøb.

Der er i tidens løb skrevet meget poesi og prosa vers om Næstved.  Men intet vers er mere betegnende for Næstved end Ingemanns kendte:

Fordum da klokker ringe ved å,

Munkene sang til guds ære,

Brødre sorte og brødre grå,

Så her var lifligt at være.

En muntre retssag fra Næstved

I 1630 boede Bendix Schested på Ydernæs. Han havde et lejemål med et kvindfolk , Mette Bendsdatter og i nogen tid levet uskikkeligt og forargeligt med hende. “Hvorved Gud fortørnes, folk forarges. Lensmanden fik tilhold, om at få Bendix, til at forlige sig, med gud, for at begå forseelse og forargelse. Tillige skulle han skrifte i Fodby kirke. Det sidste syntes adelsmanden absolut ikke om og han slap da også for det og oplyste kongen om, at kvindfolket var skaffet af vejen. Ydernæsgården lå dengang på en banke over mod Gavnø.

Da gaslygterne blafrede på Axeltorv

Eller Da Hans og Hansine var unge.

I et gammelt blad fandt jeg en god historie skrevet af en hr. Top, i 1947. Jeg ved ikke hvem han er. Den fortæller om livet på Axeltorvet omkring 1890-erne og 1900 tallet og frem. Hvem kender ikke billedet af Flæske- Niels og hans trækvogn.

På torvet, på de travle torvedage, stod Hans Peter Rasmussen og hans kone Hansine, det havde de gjort i snart 50 år. På dette tidspunkt er de 73 år og 72 år. Hvis man spurte dem hvorfor de slog sig sammen er svaret efter Hans udsagn “fordi vi har fødselsdag på samme dag den 27 november, så spare vi jo en masse ved det“. De er gift i Karrebæk 16 april 1898.

Hansine begynder turene fra Karrebæk den gang Axeltorvet var brolagt og da gaslygterne blafrede, som hun siger, dengang stod hestene og gumlede i Hotel Axelhus foyer i 1902, Hans fulgte efter året efter. Turen ind blev foretaget sammen med de andre fiskehandlere, der selv havde et køretøj. Køreturen var et fremskridt, for der var en gang at man skulle tage de flette kurve med fisk på ryggen og tilbagelægge turen til Næstved til fods, vel at mærke i al slags vejr. I dag, fortæller Hansine, er det kun sadelmagerens kone der stadig render til Næstved kl. 2 om natten, for at komme først. Der var nemlig ingen faste pladser, for de handlende på torvet. Der stod kun fiskekonerne et i hovedet, og de var at står så nær op af slagteren som muligt. Disse stod i en række oppe fra Axelhus og ned mod Iversen.

Det var dengang Torvemester Rolff, der havde til opgave at holde orden på de handlende. De krævede sin mand at holde orden på de handlende, “når en kone havde stjålet naboens plads, mens man et øjeblik var væk. Hans og Hansine har flyttet lidt rund indtil der kom faste pladser på torvet. Siden hen fik de et telt og stod i.

Torvet har jo gennem årene forandret sig en hel del siden de to begyndte, og ja måske er hyggen gået lidt af i dag. De kolde morgner dengang, når fingrene var stive og ørene røde, ja så gled man over i Torvehallen, en af de mest besøgte restaurationer dengang.

Hans og Hansine er mange gange gået indenfor for at få lidt varme i kroppen og lidt at styrke sig på. Hansine gik i køkkenet og spiste men de andre kvinder. Hans blev i skænkestuen hos mandfolkene . Frokosten betalte man 35 øre for, en stor bøf kostede 65 øre alt iberegnet. På bordet stor snapsen fyldt. Den første snaps kostede 10 øre. Dem man drak udover betalte man ikke noget for.

Men der var andre steder slagterene og fiskehandlerne søgte hen for at få sig et slag kort inden kunderne begyndte at komme. Nogle smuttede over i Hans Mortens kælder under Satterup. En gammel slagter Lars Hansen, fra Bøgesø, eller Skrappe Laues, som han blev kaldt, kunde af og til invitere Hans over til at få en “Neger” en lille sort hos Hans Morten. Hans drak ellers ikke, men han gik som oftes med for at holde “Skrappe Laues” med selskab, når han drak sin morgenmad af 20 “negre”.

Ellers var der Bloms “Skandinavien” , eller hos Anders Jensen. Skrutrygget, som han var, sad han og hang over bordet, når man kom ind. Bestilte men en genstand kom spørgsmålet altid og hvem skal så ingen have. Som regel skænkede han fra den store grønne dunk med Genever på disken.

Anders var en original, men der var andre uden for på torvet. Her stod “Sandved Per” på sin plads fra slagter rækken og solgte gedekid for lammekød. Bordet han stod ved var ikke rent. Ofte tog han når det regnede et stykke kød og gjorde rent med , derefter gled kødet tilbage i bunken. Der er en Hans aldrig glemmer det er Flæske Niels, der slæbte flæskekroppen omkring og gjorde rent for slagterne. De meste pudsige ved Flæske Niels var hans hoved der var lidt større en normalt.

Tjaaaa Sandved Per og Flæske Niels høre nu fortiden til, med de findes stadig, derude måske indsvøbt i lidt mere morderne tøj.

Hans Larsen

Drømmen om det nye Zion.

Da John og jeg i øjeblikket sidder, med Valdemar Petersen slægt Bistrup.

Hans kone hed Maren Sofie Larsen, født i Snesere torp den 24-9 1889. Hendes forældre var Husmand Peder Larsen og Mare Kirstine Pedersen. Peder Larsens forældre var Lars Nielsen fra Stavnstrup og Maren Kathrine Hansen fra Eskilstrup.

Lars Nielsen får 7 børn, Den ældste søn Hans Larsen er født 25 juli 1835 i Stavenstrup. Han bliver gift med Karen Kirstine Hansen 19 februar 1858, Hende forældre var Hans Jørgen Søren Hansen og Lisbeth Hansdatter fra Nørre Tvede. De bosætter sig i Toksværd og omegn. Hvor han er jordbruger.

Hvad for så en fattige landarbejdet til at bryde alle bånd til hjemstavn og fædreland, det hele liv, forestillingen om liv død og skæbnen, som han hidtil har haft. Den totale accept af mormonkirken. Tja………..

Vilkårene på lander den gang var dårlige, der var mange arbejdssøgende. De økonomiske og sociale problemer var meget store på landet. De var vanskelige at finde arbejde og næsten umuligt at holde sin egen gård.

Når der så kom en missionær fra mormonkirken forbi og fortalte om “det nyt Zion” var det let at hverve folk til guds nye kongerige. Mormonernes bog går meget kort ud på hvorledes en familie fra Israel flygtede under truslen om Jerusalems ødelæggelse og sejlede til det amerikanske kontinent. Hvor det var nødvendig at genoprette et guds kongerige på jorden, og så kommer Jesus tilbage for at regere over tusindårsriget.

Desuden var der ingen vej tilbage, når først man var døbt, så var der kun en vej tilbage og det var en pligt at tage til det “nye Zion”. De danske præster gjorde det også umuligt at være mormon og der var en del forfølgelse og chikane.

Hans Larsen og Karen Kirstine Hansen får 6 børn, de første 5 født i Nørre Tvede Toksværd og den sidste i Utah.

Børn:

Anna Marie Hansen 9 august 1860
Jens Peter Hansen 11 april 1863
Lars Christian Hansen 6 oktober 1866
Maren Sophie Hansen 18 april 1869
Hannah Christine Hansen 8 november 1871

Herefter støder forældrene ind i en missionær, og bliver døbt i Toksværd gadekær. Dette foregår den 18 december 1872, det må bare have været så koldt, da dåben, foregår med hele kroppen under vand.
Samtidig døbte man 2 af børnene Anna og Jens.

Reaktion fra naboer og slægtninge var meget negativ. Mormonkirken var meget upopulær på dette tidspunkt. Hans og Karen beslutter på tilskyndelsen af missionærerne at emigrere til Amerika. Der havde de håbet, at de kunne dyrke deres nye religion uden,den forfølgelse, de oplevede her. Det var også i Usa Hans håbede han kunne finde den økonomiske frihed og de mulighede, som han ønskede sig.

Så efter formaning fra Jesus, "Vil du være fuldkommen, så sælge, alt hvad du ejer ... og kom med mig, "de solgte alle deres ejendele og var parat til at sejle til Amerika. Hans 'mor, Maren Katrine, var stor modstander af deres planer. Hun bønfaldt dem om at blive i Danmark. Hun sagde, at den danske lutherske kirke var god nok. Der var ikke behov, for at deltage i en kirke, fra Amerika, eller til leve i naturens vildmark, i det vestlige USA, så langt fra i Danmark.

Men Hans og Karen ignorerede hende og fortsatte deres forberedelser. Det blev så tid til at forlade hjemmet, og gik familien om bor på skibet, som sejlede den næste dag. Bedstemor Maren, havde udtænkt en plan, hun ville forhindre dem i at sejle, og tvinge dem til at blive i Danmark.

Hun mødte familien på skibet og bad om at tage den ældste datter, 13-årige Ane Marie, med hjem, for at hun kunne tilbringe natten, sammen med hende, for en sidste gang. Hun lovede Hans, at have Ane Marie tilbage i tiden, for at hun kunne sejle, med sin familie til Usa. Modvilligt lod Hans og Karen lade deres, datter gå. De så hende aldrig igen.

Bedstemoderen tog Ane Marie til en vens hus, hvor hun blev skjult i et skab i tre dage. Bedstemor havde sikret Ane Maries samarbejde ved at love hende, at dette ville holde familien i Danmark. Da Farmor og Ane Marie undlod at vende tilbage til skibet den næste morgen, lånte Hans en hest af en ven og kørte til hans mors hus for at finde ud af, hvad der var galt. Hans mor var der, men hans datter var ikke. Hans mor var meget trodsig og nægtede at fortælle ham, hvor Ane Marie var. Hun fortalte Hans, at Ane Marie var skjult, så han kunne ikke tage til Amerika.

Hans fortalte sin mor, at de var nødt til at gå. Alle deres penge var bundet op i deres rejse. Efter en meget ophedet meningsudveksling, kørte Hans til Præstø for at anlægge sag mod sin mor. Men de nødvendige papirer, til at bevise, Ane Marie var hans datter, var pakket på skibet. Hans tid var knap og han skulle vende tilbage til skibet, inden det satte sejl.

Et portræt der er blev taget af familien, lige før de sejlede, her er Ane Marie ikke med. De er alle klædt i tungt, varmet rejse tøj. Deres store sorg over tabet af et barnet hjemsøger billedet. Karen ser især bedrøvet. Hans trøstede Karen ved at love, at når de kom til Amerika, ville de hurtigt blive rige og vende
tilbage efter Ane Marie. Det var et løfte som han ikke kunne holde.

Efter at de var sejlet måtte Bedstemor Maren forklare til Ane Marie, at hendes plan var slået fejl - hendes familie havde sejlet uden hende. I 1903 vente den ældste søn, Jens Peter, tilbage til Danmark på mission for LDS kirken. Han fandt Ane Marie og blev gode venner med hende og hendes familie.

Familien rejst i foråret 1873

Mormonkirken ordnede forholdende for den enkelte udvandre, gennem oplysningsvirksomhed, praktiske råd osv. Således hed det at emigranterne skulle anskaffe sig selv det fornødne bliktøj, som måtte stå i forhold til antallet af medlemmer i familien. Vandflasker, som holder 3potter for hver person, kogekedel, kaffe eller tekedel, stegepande, kasserolle, suppefad, spisefad, drikkekop, ske, kniv og gaffel for hver person, vaskevandfad, kammerpotte, eller bækkener med låg. Disse skulle være af solidt blik.

De fik en kahyt på 3 klasse et lille rum, hvor de skulle være 4 børn og 2 voksne. Der var ikke nogen mulig hedder for børnene at lege, eller udfolde sig. De blev gnavne og trætte. Dertil kom så søsygen. Karen havde det svært, hun kunne ikke komme over at skulle efterlade et barn. På rejsen opdagede hun at hun var gravid. Jeg tror ikke at morgenkvalme og søsyge har gået godt i spænd.

Den proviant de fik udleveret var:

Kød, flæsk, ærter, bønner, kartofler, byggryn, risengryn, svesker, sirup, eddike, peber, kaffebønder, te, sukker, smør, rugbrød og beskøjter, vand, hvedemel til pandekager, sild, og olie til lamper.

Rejsen tog 1 måned, hvor de ankom til New Orleans, her to agenter i mod dem, de rejste herefter til St. Louis og tog toget herfra til Utah, opkørte ca. 25 mil til byen Mantua. Her begyndte de at bygge en gård samme med andre emigranter. Det var hårdt børnene måtte også hjælpe til. Karen fødte sit 6 barn 28 oktober 1873, han blev kaldt hans Joseph.

Karen genvandt aldrig sit helbred, så hans ansatte en ung pige der kom fra Danmark til at passe sin syge kone. Hun hed Ane Kirstine Hansen, født i Roholte den 27 juli 1857 forældrene var Hans Nielsen og Ane Margrethe Pedersen. Hun blev mormon i 23 marts 1871. Hun emigrerede sammen med sin mor og to brødre.

Ane tager sig af Karen, der stadig får det værre, Karen ved hun skal dø, og beder Ane om at tager sig af familien og hjemmet, når hun er væk. Karen dør 7 oktober 1874, 39 år gammel og ligger begravet på Brigham kirkegård. Ane og hans gifter sig den 16 november 1874. Hun er 17 og han er 39 år.

De får 12 børn sammen og flytter til Mink Creek, da Mantua er blevet overbefolket. Bemærk at de alle hedder Nielsen nu og faderen Hans Lars Nielsen. Men det er den samme person, men dette er amerikanisering af han navn. Dette hed han i Usa.

Børn:

Olga Christinia Nielsen født 19 november 1875 i Mink Creek
Hans Christian Nielsen født 16 december 1876 i Mink Creek
Anne Marie Nielsen født 25 januar 1879 i Mink Creek
Eliza Christina Nielsen født 29 november 1880 i Mink Creek
Anna Nellie Nielson født 3 august 1880 Faivew Sanpete
John henry Nielsen født 27 december 1882 Mink Creek
Niels Daniel Nielson født 11 februar i Mink Creek
Oscar Frederik Nielsen født 24 juli 1887 i Mink Creek
Nephi Nielsen født 20 juli 1889 i Mink Creek
Anthon Nielsen født 27 naj 1892 i Mink Creek
Jeanette Margaret Nielsen født 4 april 1894 i Mink Creek
Elva Sylvia Nielsen født 27 september 1897 i Mink Creek

Som nogen har bemærket er der to af børnene der hedder Nielson, dette er en fejl fra de mormoner der har skrevet dåben.

Hans Larsen eller Hans Lars Nielsen dør i 1914 i Mink Creek Hans kone dør 12 oktober 1934. Man kan sige at tilværelsen som udvandre har været hård derovre, men de har også været ret produktive med børn. Det har absolut været et hårdt job, og med meget afsavn.

familien i Usa fameli seats　

Da Reci åbnede.

I min konstante søgen efter materiale om Fodby sogn fandt jeg en artikel om Recis åbning.

Hotelejer Svend Hansen har i Samarbejde med de 2 arkitekter Otbo og Beldring, udarbejdet en udvidelse og modernisering af Akselhus. Det blev opførelsen af restauranten Reci.

De skabte et samlingspunkt for Næstved og oplandets befolkning. I forsættelse af Hotellets vestibule er bygget en hall, der rummer gaderobe, en bar m.v. og fra hallen kommer man ind i Recis festlige lokale.

Bortset fra dansepladsen er hele gulvet belagt med tykke tæper i smukke farver, al belysning er indirekte, idet alle de store lampersteder er indbyggede i åkandeblade, fra hvis bund lysmasserne slynges op i loftet og derfra kastets tilbage over hele lokalet.

Overalt er der smukke lys arrangementer og under den indbyggede musiktribune findes et forskydeligt gulv, der kører frem under solistoptræden, således at alle i salen kan se de forskellige solistnumre.

Dansegulvet er forsænket og kantes af 8 søjler, der giver lokalet et stilfuldt præg. I udsmykningen, i farvevalg, og i montering er lagt vægt på at hele etablissementet skal virke hyggeligt og smagfuldt.

Det var kapelmester Eyvind Kjær og hans 6 mands orkester der spilede på åbningsdagen og der var ca. 300 gæster, det blev en stor succes.

Næstved tidende 1938

Krigen om Store bro Næstved.

Kaj kom med et gammelt ill. Familie Journal, her var en interessant artikel om “Hundreders års krigen mellem Herlufsholm og Næstved“. Den har ikke noget med Fodby Sogn at gøre, men det er en god historie.

Se storebror lå der hvor Fønix krydset er i dag, som var stærkt befærdet, hvad den jo også er i dag. De ældste optegnelser om Store Bro stammer fra 1420, selv om der nok har ligget en bro der tidligere.

Se Næstved og Lille Næstved har i de ældste tider været opfattet som en by “byen på begge sider af åen” og det var Næstved der afholdt alle udgifter til vedligeholdelse. Den har altid været skelbro mellem Præstø og Sorø amter.

Men da Skovklosteret ved Reformationen mistede Herredømmet over Næstved By og kun beholdt hvad der lå vest for Susåen, herunder Lille Næstved, var det forbi med fællesskabet. Næstved By måtte alene afholde alle udgifter til broen.

Det betød at Næstved borgere måtte betale ekstra skat. I 1689 byggedes der en ny bro med broport for 426 Rigsdaler og 7 skilling. Den var 24 alen lang og 6 ½ alen bred, havde rækværk. Nedramningen af pælene varede 3 dage for 13 mand som hver skulle have 20 skilling om dagen.

Dette var en solid bro der stod endnu i 1733, man klarede sig med små reparationer og lidt opfyldning. Men man skulle aldrig have lavet opfyldningen, for Herlufsholm Skole der ejede Lille Næstved blev nervøs ved tanken om at fyldet kunne opstemme vandet.

Man forlangte opfyldningen synet, og 4 “uvildige mænd bekrkætede under ed, at opfyldningen havde gjort broens gennemløb 3 ½ alen smallere. Naturligvis håbede Herlufsholm på at Næstved ville bygge en ny og større bro. Men Næstved lod 8 lige så uvildige mænd komme og se på broen. De kom naturligvis til det modsatte resultat, så herom man ikke videre.

Så under et stort tøbrud i februar 1741 svulmede Susåen op, og både Næstved og Lille Næstved led under oversvømmelse, broen knustes. Man byggede en ny som dog kun holdt i 25 år og var så medtaget at den dårligt kunne bære en vogn.

I 1769 gav Næstved Borgerskab tilslutning til at opføre 2 bropiller af huggede kampesten, det var dyrere end træpæle. Der blev lagt forbud fra godsforvalteren fra Herlufsholm, om at man gravede en tomme mere ind i Lille Næstved, end den gamle bro havde stået. Afstanden mellem bropillerne blev således kortere. Broen kostede 468 Rigsdaler. Halvanden gang mere end Næstveds årlige budget. Det hjalp naturligvis at Kongen havde givet tilladelse til at opkræve bropenge.

4 Skilling for en Karet

2 Skilling for en almindelig vogn

1 Skilling for en hest , en ko, eller stud.

Det gav et par hundrede rigsdaler om året.

Men så i 1772 i marts kom der et tøbrud der blev anledning til den værste ballade mellem Næstvederne og Herlufsholm. Hovedpersonerne var Næstveds borgmester og Forvalteren på Herlufsholm. Det blev ført videre i skiftende generationer i disse embeder.

Den voldsomst stigende Suså havde allerede bortrevet flere broer, og Store bro var stærkt truet. På hver sin side stor Næstvederne og Lille Næstvederne og var bekymrede for deres dyre bro. Lille Næstvederne gruede for deres hjem og grunde.

Forvalter Carlsen kom til stedet og foreslog at grave en afløbsrende lige inden for bropillerne på Lille Næstved siden. Men Næstveds borgmester der hed Thorup, blev rasende, og i mange vidners påhør forbeholdt han sig erstatningskrav for den skade det ville forvolde. Desuden ville han hvis, forvalter Carlsen lod sine bønder grave, drive den med magt derfra.

Der var altså optræk til en rask lille borgerkrig, men i sidste øjeblik turde Carlsen ikke udsætte sig og sine bønder for overfald muligvis hug. Men han glemte ikke sit nederlag til Thorup.

Nu sikrede Thorup sin dyrebare bro mod undergang, der blev lagt fyld for enden af broen ved Lille Næstved, rækværket blev tættere og der blev fyldt op med hestegødning i mellemrummene, dette gjorde broens overdel tung. Borgmesteren satte vagt ved broen dag og nat, for at ingen skulle fjerne den sødt duftende ballast.

5 dage efter, var vandet faldet, og Lille Næstvederne kunne gøre skaden op. 12 huse beskadiget og en masse bohave ødelagt, tilsammen 127 rigsdaler. Næstved nægtede at betale sagen kom for kommissionen, som Kong Kristian VII havde nedsat for at få rede på hele denne sag.

Her hævdede Thorup at det aldrig var bevist at Store Bro var skyld i oversvømmelserne. Kommissionen arbejdede i 3 1/2 år og holdt 23 møder, og afsagde dom i 1779. Thorup oplevede ikke dommen for han var død forinden, men den gik ud på at broen skulle forandres og der skulle betales erstatning.

Dommen blev appelleret fra begge parter, og her blev det fastslået at hvis ikke Næstved inden 9 måneder havde forbedret broen forsvarligt, skulle de betale 2 lod sølv i bøde for hver dag der gik ud over 9 måneder.

I sommeren 1781 forhøjedes broen, og bropillerne blev repareret, man fjernede noget fyld. Grev Thott der på dette tidspunkt var skoleherre tilså arbejdet og udtalte tilfredshed. Således var der fred i hele 4 år mellem Herlufsholm og Næstved.

I april 1785 går Susåen over sine breder igen, og den laveste del af Lille Næstved sættes under vand. Den nye Skoleherre var Statsminister Schak Rathlou kræver nu højesteretsdommen opfyldt og erstatning udbetalt. Næstveds borgmester Wallund og byrådet sukker. Schak sender forvalter Carlsens efterfølger Clausen, med Kongens Foged til Næstved for at indkræve en bøde på 1937 rigsdaler, så meget var dagbøderne løbet op til siden 1780.

Så mange penge er der ikke i Næstveds kasse så der gøres udlæg i borgmesterens og byrådets gårde. Borgmesteren beder borgerne om hjælp men får det ikke og da Stiftamtmand Brandt blev skoleherre på Herlufsholm lysner tingene lidt og der bliver et forlig mellem Næstved og Herlufsholm i 1790.

Der bliver bygget en bro med et vandslug på 19 meter, og Kongen eftergav hele bøden. I 1819 befriedes Næstved for det tyngende åg at vedligeholde broen, da det blev besluttet at Præstø og Sorø Amter i forening skulle vælige holde broen.

Kæmpen der ville dække Næstved til.

I kender vel alle historien om trolden der ville dække Næstved til og blev til sten, han står oppe ved rådhuset. Men kender i også den originale historie, sagnet der ligger til grund, for troldens tilblivelse.

Der var en gang en kæmpe, som var blevet meget vred på Næstved. Han udtænkte en hævn, som svarede til hans stilling i samfundet. Han gik ned til havets bred med en meget stor sæk, og fyldte den med sand. Han ville hælde den over småpuslingerne i den by som havde krænket ham. Han fik sækken på nakken og gik af sted mod Næstved.

Men nu var der en lille venlig nisse, som holdt meget af de gode Næstvedere, han fik medlidenhed med dem, da han fik nys om kæmpens hensigt. Da han ikke kunne stille sig i vejen, udtænkte han en list. Han fik nemlig skåret en flænge i sækken, uden at kæmpen mærkede det.

Sandet dryssede ud for hver skridt han tog, hvor han gik dannedes en sandryg der bugtede sig i bakke og dal. Kæmpen mærkede intet før han kom til Næstved og gjorde sig klar til at hælde indholdet ud over byen.

Da så han den lille nisse, som havde spillet ham et pus, han blev så vred at han sprak af raseri og var borte.  Resterne af sækkens  indhold dannede en vældig sandbanke lige foran byens porte.

Således er det rigtige sagn, om den højderyg der strækker sig fra Næstved og mod Mogenstrup

Historien om skytten Lange.

Jacob Lange var den første skovrider ved Saltø skov, og boede i det hus som skovfoged Fris boede i. Dette er i 1780erne hvor Skovriderbogligen endnu ikke er bygget. Jacob Lange var født i 1737 og gift med Anne Andersdatter født 1731.
Historien om skytten Lange som går med hovedet under armen i Saltø akov, har jeg stykket sammen af nogle beretninger fra skovrider Jens Frederik Hegen, han var skovrider efter alle Kann-erne i 1888.
Jacob Lange var en mand der kunne lide at gå i skoven med sin bøsse, nyde tomheden og den fredelige idyl, kun afbrudt af bøssens knald. Han var ivrig jæger og hans arbejde på dette område var meget væsentlig.
Da godsejeren på Saltø bad ham om at udfører skovarbejde, plantning og ligene, sagde han til godejeren, at det ville han ikke, han var jæger og ville ikke have tomheden og idylen forstyrer med andet end bøssens liflige knald. Godsejeren ansatte en anden skovrider en af de første der hed Kann, med lod Lang blive som skytte.
Lange kunne ikke forlige sig med at nogen invaderede hans skov, og slet ikke en ny skovrider, så han rejser og slår sig ned i ca. 1801 i Steenbæksholm, som skræder med et jord lod.
Efter hans død, gik historierne om Lange og hans sammenstød med godsejeren, og blev udviklet til at han stadig går og passer sin skov og hvis du forstyrre skoven for meget, kommer han med sit hoved under armen og skræmmer dig ud af skoven.
Skovridderbogligen blev for øvrigt bygget i begyndelsen af 1800 tallet.

Sagn fra min barndom

Rasmus Rasmussen død i krigen 1864.

Rasmus Rasmussen er født i Saltøby den 8 september 1837, hans forældre var Rasnus Rasmussen, født i Gunderslev og Mette Marie Hansdatter født i Everdrup.
De flytter fra Saltøby og til Bistrup hvor Rasmus Rasmussen vokser op og bliver konfirmeret. Efter sin konfirmation i 1852, er han på en gård i Tåstrup, hos Hans Hansen og Anna Hansdatter han er nu blevet 14 år gammel. Han rejser til Enø 1 maj 1855.
Her er han nogle år indtil 1 maj 1858, hvor han rejser til Ladby, han er nu blevet 21 år, og rejser derefter til Bistrup i 1860, hvor han er hos Ludvig Lassen mat 9a. Man kan så følge ham til Fodbygård hvor han er i 1863, her bliver han indkaldt, han er nu blevet 26 år, og han bliver soldat i det 18de infanteri- regiment 6te compani menig nr. 168.
Han bliver sendt til Sønderjylland og må kæmpe der, han døde den 29 juni 1864, det foregik således.
Tyskerne er ved at intage Als, det foregår kl. 02.00 om natten, den 29 juni, de har allerede indtaget Dybbøl og sejler over Als Sund. Danskerne på Als åbner ild mod den indtrængende Tyske Hær, men Tyskerne kommer over alligevel. Danskerne har 12000 mand på Als, men Tyskerne har en stab på 24000 mand og 600 både klar til angreb.
Danskerne trækker sig tilbage til Kegnæs, Hvorfra de bliver overført til Fyn. Det bliver en drøj tur over Als da det regner, og løbegravene er fulde af vand og mudder. Kl. 3 den 1 juli om eftermiddagen var alle evalueret.
Danmark mistede 3148 mand på Als, Tyskerne 372 mand. Det siger lidt om at Tyskerne og Østrigerne var større og bedre udrustet.
Rasmus Rasmussen dør på Als og er begravet i en fællesgrav dernede som så mange andre unge menesker fra Danmark.
Her fra sognet er der i denne krig også død:
Peter Christiansen Fodby 16de infanteri regiment 1ste compani underkorporal nr. 93 død den 16 April 1864.
Forældre Gårmand Christian Petersen og hustru Lisbeth Rasmussen.
Præstens Søn Thomas Heinrich Petersen Schmidt, død den 19 april på Augustenborg lazaret. Begravet på Fodby kirkegård.
Søn af pastor Johan Petersen Schmith og hustru Christiane Marie, hendes far var skolelærer i Bistrup.

akavalier online kirkebøger folketællinge

Historier

Trafikuheld ved skraverup
26 juli 1942.

Ved Skraverup skete der hele 2 trafikuheld i 1942, og lad mig sig med det samme at ingen havde alvorlige følger af dette.
Ved 15 -tiden kom en repræsentant fra Næstved og en fodermester kørende fra hver sin side men i et sving lå bilen fra Fodby ikke helt hvor den skulle, så bilen fra Næstved blev tvunget til at undvige så han kørte over græsrabatten og ind i en hæk.
Fodermesteren der kom fra fodby bremsede op og kom derved yderligere over i venstre side af vejen. Den modgående bislist havde ikke anden muglighed end at køre ud fra vejbanen for at undgå sammenstød.

Et par timer senere kom der en vognmand fra BISTRUP kørende ad den 3 1/2 meter brede vej i mod et hestespand, tilhørende paselist J. Petersen Stenbæksholm. den fjermer hest gik helt ude i vejsiden, men alligevel var den nærmer hest så langt ude at ladsbilen, ramte hestens bagparti og den fik derved nogle rifter, Ingen fik alverlige følger.
Bare en god hverdagshistorie på en helt almindelig dag i et lille sogn.

næstved tidende 1942


Trolle.

Viste i at der bor trolle, i en af højene ude i borgnakke, det skulle efter sigende være den næststørste høj, at der bor en trolle- familie i.


Jernbane.

Vidste i at efter første verdenskrig havde man planlagt en jernbane, gående fra Næstved med trinbræt i Lille Næstved og Tværs gennem Saltø Skov, med stationer i Bistrup, Karrebæk og Karrebæksminde. Man ville langs skovens vestside have paseret et yndigt landskab med åen og skoven til den ene side og Syvhøjene på den anden side, OG MAN VILDE HAVE ØDELAGT EN IDYL.-----------------



Skytten Lange og et ukendt spøgelse på Skovridergården.

Visdte i at skytten Lange går igen ude i Kattekæret med sit hoved under armen, og skræmmer folk. Ude ved Skovridergården går der to sving det første er Kattekæret det gik bare 100 meter længere inde i skoven i 1800 talet, dette er før vejen blev rettet ud, men han er der sikkert inu.

Spøgelset på skovridergården.

Spøgelset på skovriddergården skulle efter sigende, huserer i gæsteværelset hvor det  går rundt og flytter med møbler og skramler, og slæber ting hen over gulvet. Det var her Johan Miskow sov i en seng under sine besøg  og alle personer der lå der, hørte lydene men så ingen, og alt stod på sin plads næste morgen.



Droning Margretes den 1.s mystiske kavaler.

Det fortælles at droningen Margrethe lod grave en løngang fra sin borg til den anselige Droning Margrethes høj ude på marken syd for slottet. Når hun færdedes i løngangen, skal hun have haft følgeskab af en herre hvis navn ikke må røbes. Men noget af sandheden er nok at dromingen kunne lide at gå op på højen og nyde udsigten, nu er den tilgroetm men til den ene side ligger saltø gård og Saltø å, den anden ser man ud over Marvede og ud overdet åbne land, bag sig har man Rappenborg skov, med mange oltidsminder. På Menstrup bjergs nordøstside findes eller fandes en meget stor stendysse hvor udsigten var - er fantastisk, her dvælede Droningen i tanker og nød udsigten, her af skulle navnet Droning Margrethes stol komme af, da hun har siddet på en af randstenene i tanker.

Margrethehøj ude i Borgnakke.

Ude ved fjorden mod syd-vest, i borgnakkeskov ligger en anden høj der har mugligvis ligget en borg, ud mod karrebæk fjord. Et sted i nabolaget ´har der stået et slag i 1259 mellem dronningen Margrethe Sambira (sprænghest) og fyrst jaromar af rygen. Margrethe Sprænghest var Christoffer den 1` droning og efter hans død i maj 1259 ledede hun med stor dygtighed landet for sin unge søn Erik Kipping. Denne høj har navn efter hende og ikke efter den store droning. I hver fald fortæller sagnet at droning Margrethe fra højen ved fjorden drager rund i herredet som den gode frue, der bringer lykke og trivsel til landet, hvem af dem det så er.

Kælderen under Saltø.

Det fortælles om kælderen under saltø at der er et rum muret til, det er toturrumet. Hvis man åbner dette rum vil alverdens ulykker ske. Hvem der har muret det til og om det eksistere ved jeg ikke.

Nisserne i Syvhøjene.

Lige uden for Borgnakke skov, ligger der nogle høje, de kaldes syvhøjene i disse høje har der boet mange nisser. Min bestemoder har fortalt at da hun var ung, var konen på gården syvhøj alene hjemme en dag da det bankede på døren. konen lukkede op og uden for stod der en lille kone med et tøtklæde om skulderen og en rød hue på hovedet. Konen blev først meget forskrækket, men fattede sig hurtigt og hørte rogligt på hvad den lille kone sagde. denne  bad om om hun ikke måtte låne noget brød, da de nemlig ikke havde mere selv og hun ville nødigt at manden og børnene skulle gå sulten i seng. Konen gav hende straks brødet og gik bagefter ud for et se, hvor hun blev af, men næppe var den lille kone kommet ud af gården, før hun forsvant. to dage senere kom den lille kone igen med brødet. Siden den tid er alt lykkedes og trivedes på gården, men de så aldrig den lille kone igen.

Loddenhoved.

I den sydlige del af sognet ligger Loddenhoved, med en tomt af en gravhøj, Anna Larsen Menstrup fortæller at der er elverfolk. Engang hentede en mand jormoderen til sin gravide kone, de kørte forbi Lodhøj, og der så de en elletrunte komme rullende bag efter vognen. Jordmoderen råbte efter manden at han skulle køre hurtigt, for elletrunten ville have fat i jordmoderen til en elverkvinde der var i barsels nød. Historien melder ikke noget om hvordan eller om de kom forbi.

sagn og fortællinger fra min barndom

Busken Troldtjørnen

Busken lå i det T-kryds ved Bistrup Huse 1 1/2 km. nord for Bistrup, på hjørnet af Bistrupvej og Søndervej, stod  en gammel fredet tjørn plantet oven på en massegrav af kvæg. Det var under kvægpæsten i 1745, den var blevet plantet for at dyr ikke skulle rode i graven.
Tjørnen var et helligtræ (i dette tilfælde et ulykkestræ) og måtte ikke fældes. Træet overlevede flere vejforbedringer, hvor man ville forbedre udsinet for kørende ved at fælde træet. Tjørnen fik lov at blive stående, fordi det hed sig, at den der fæledede det, ville dø. Det fortaltes også at træet var ondskabsfuldt og man burte ikke røre ved det.
Træet faldt i 1999, for den store decemberstorm og blev fredet i 1960.
PS: jeg syntes det ser ud til at det gror op igen.

sagn fra min barndom

Hæsle-vædderen i Saltø by.

Fortalt til Evald Tang Kristensen folkemindesamler.

På en mark i Saltø by er et Krat der strækker sig over flere gårdes marker, og igennem den løber en rende, med et overgangsbræt. Her opholder Hæsle-vædderen sig, den kan omskabe sig til hvad det skal være.

En aften gik en mand over marken, og skulle over renden på overgangsbrættet. På det sted hvor overgangsbrættet lå så han tydelig at det var Hæsle-vædderen der lå der som overgangsbræt. Det fortaltes at den gjorde således på et vist klokkeslæt, og at hvis man lod være med at sige nogle lyde eller tale, kunne man ikke mærke andet end en bro.

Dette viste personen godt, og han gik dristig ud på broen men da han kom lidt ud på broen, kom han til at hoste og straks rejste vædderen sig, så han kom til at sidde på dens ryg, og han blev til sidst kastet hovedkulds ud i vandet.

Da han kom på benene igen så han ikke andet end den sædvanlige bro på dette sted.

Å-manden i Saltø Å og dens oprindelse.

Da jeg var barn blev jeg passet hos Anders og Ingeborg, vores naboer, da min broder Ole skulle syes i panden, efter at have løbet ind i en dør. Her i eftermiddag kom jeg pludselig i tanke om hvad det var for en historie Anders fortalte, den dag, det var om Å-manden i Saltø.

Å-manden er ungkarl og har ingen familie, han lever i Saltø å, efter at han blev bedraget af beboerne i Bistrup. Han hævner sig hver år, ved at trække et menneske ned i åen.

Det startede således, Bistrup manglede vand, alle havde prøvet at skaffe vand. De havde gravet brønde, gravet grøfter. Sågar haft besøg af en mand med pilekvist. Men intet hjalp, der var intet vand.

Så en dag kom en gammel mand gående. Han havde gået meget langt og var tørstig, han gik fra gård til gård og bad om vand. Men han kunne ikke få noget, han kunne få mælk.

Han spurgte “Hvorfor giver du mig det dyre mælk jeg vil gerne nøjes med vand” “Vi har ikke noget, vi har søgt alle vegne” svarede konen.

Manden tænkte sig lidt om og bad så konen om at samle mændene i byen. Konen sende straks bud til alle i byen, og snart efter var alle i byen samlet, på gården hvor den gamle mand stod.

Den gamle mand forklarede at han kunne skaffe dem vand, hvis betalingen var rigtig. Mændene var ikke venlige over for den gamle mand og spurgte “Hvordan kan du skaffe vand når vi ikke kan” spurgte de. Den gamle mand svarede “ Der er ikke det jeg ikke kan når bare betalingen er rigtig” svarede han. “Hvis i giver mig et knippe brænde, en skæppe af jeres bedste korn, en skinke og en god varm frakke, så skal jeg nok skaffe alt det vand i behøver.”

Det var en høj pris, syntes mændene og de diskuterede længe inden de blev enige. “ Det er en aftale” sagde mændene “men hvis det ikke lykkedes får du så mange klø på din ryk, at den vil hænge i laser.”

Manden bad om at låne en god lang kæp, den blev fundet til ham, og han tog den og gik ud på engen. Her satte han den ned i græsset, menes han trak den gennem jorden. Hvor han gik, sprang der vand frem, og efterhånden voksede der en stor og bred å ud af den lille rille der kom i jorden.

Nogle steder slynger og bugter åen sig for manden var jo gammel og rystede på hænderne. Hele eftermiddagen gik han, og åen rakte nu så langt øjet kunne se både den ene vej og den anden vej.

Da byens mænd så at der kom masser af vand, langt mere end de nogen sinde ville kunne bruge, blev de lidt ærgerlige over, at de var gået ind på at betale en så høj pris for mandens arbejde. De sagde til ham “Det kunne vi da også have gjort, det er jo ingen sag, at trække en kæp gennem jorden. Du er jo ikke en gang svedig. Vi betaler ikke.”

Den gamle mand troede først han havde hørt forkert, men han hørelse fejlede ikke noget. De ville ikke betale ham for hans arbejde. Han sagde “Jeg troede at jeg havde med ordentlige folk at gøre, “ han blev meget vred “i er nogle snydepelse og bedragere, men jeg skal nok få min betaling. Fra nu af vil åen hvert år kræve et menneskeliv, og i vil nok opdage at det havde været bedre at holde vores aftale.”

Manden forsvandt, nogle siger ned i åen. Sådan har åen hver år hentet et menneske ned til sig. Skulle han ikke nå det et år tager han bare to næste år. Beboerne i Bistrup fortryder stadig den dag i dag at de snød den gamle mand. De forsøger at gøre det godt igen ved at i det mindste at give ham hans pindebrænde. For hver gang de går over åen smider de en pind i åen til å-manden.

sagn fra barndomen

Sagn og overtro fra Magleby sogn ved Skælskør .

Da vi havde så meget familie over ved Skælskør har jeg samlet lidt Sagn og overtro fra egnen der ovre.

Kilderne er Dansk Folkemindesamling, Evald Tang Kristensen, Vilhelm Hansen, Svend Grundtvig, A. Rønnekilde, Chr. Jespersen.

På Forntoftevej havde vi familie her boede Hans Hansen og Karen Christensen, vores tip tip oldeforældre på et sted Forentoftevej mat.19.

Herfra er der en lille sagn:

Troldehøj i Forntofte

En kone fra Fortofte, Holten, havde et barn, der var Vanskabt og hverken kunne tale eller gå, men hun mente også bestemt, at det var folkene i troldhøjen tæt ved der havde forjrort barnet.

Nissen i Fornetofte.

Nissen holdt til i 1939 hos Hans Thomsen Skov i Forentoftevej 30 stedet hedder Vangsgård. En aften, der var fremmede på gården, klaprede rysteren til tærskemaskinen nede i loen. Hvordan den kunne det, ved ingen. Men Hans Thomsen ville ikke gå ned for at se, og ville heller ikke lade andre gå derned for at se. Hans indstilling var at det var nissen der rumsterede.

Højfolket låner øl.

I Magleby boede vores oldemor og oldefar herfra er der også nogle sagn.

En mand havde engang brygget 3-4 tønder øl, og uden for byen lå en gravhøj, hvor der boede nogle nisser. De var i gang med en bryllups højtidelighed og de manglede øl. De gik derfor til bonden og ville snuppe noget af øllet, men der var slået kors på karrene. Så de kunne ikke tage noget. Da det nu var godt øl og nisserne var i forlegenhed, var der ikke andet at gøre end at spørge om lov til at låne noget. De lovede at komme tilbage med lige så godt øl. De fik lov til at tage hvad de skulle bruge, få dage efter kom nisserne tilbage med øllet og guld og sølv i store mængder.

Heksene Skærtorsdag:

Det er kun en gang man i Magleby kan se heksene nemlig skærtorsdag. Når man da går til kirke, skal man have et nylig lagt kyllingeæg i lommen. Så ser man dem alle sidde med en spand over hovedet, hvilke dog ikke ses af andre.

To steder på en gang

På en gård i Magleby var der for mange år siden et gammelt ægtepar. Manden var en gammel nissefar, og folk var bage for ham. Der tjente to piger på gården, og engang skulle den ene af dem på loftet, for at hente nogle æbler til sig selv og den anden pige. Men nissefar var på loftet og pigen kunne ikke komme ned for ham, førend hun havde lagt æblerne tilbage, hvor hun havde tage dem. Der var bare et problem, for nissefar gik nede ved kornstakkene, sammen med folkene. Kunne han nu være to steder på samme gang.

sagn fra skælskør egnen bog

Trafikprop!

Bror Viggo, hans kone Inge og konens veninde, Kirsten, var på ferie på øen Jersey i Den Engelske Kanal. En dag tog de med rejseselskabet i bus for at køre til hydrofoilbåden. Med den skulle de ud på en sejltur.

Da de skulle stige af bussen, bad Viggo de damer om at løbe i forvejen og finde nogle gode pladser på båden.

Inge og Kirsten benede af sted, fandt pladser og gav sig til at vente på Viggo. Men til deres undren kom hverken han eller nogen af de andre fra selskabet.

Endelig dukkede Viggo forpustet op. Viggo hører ikke til de smalleste. Da han som den første ville forlade bussen, gjorde han en forkert bevægelse med armen og sad uhjælpelig fast i døråbningen. Passagererne bagved masede på og kom med tilråb.

Til sidst måtte chaufføren genne de øvrige passagererne til bage i bussen, og endelig slap Viggo ud af klemmen. Han trængte til at sidde ned, da han nåede båden.

Skrevet af Heidi.

Dette er en sand historie.

Kommentarer